Med den 4. bog i serien om dansk filosofihistorie, der dækker 1800-80, bringes den danske filosofi for alvor på banen i en større sammenhæng. Filosofferne spiller en markant rolle i denne guldalderperiode, der både omfatter en kunstnerisk, videnskabelig og litterær blomstring i Danmark, hvor humanioraen afløser teologien som kulturbærer, og universitetsfilosofien ligeledes frigør sig fra teologien. Perioden præges og domineres af inspirationen fra tysk idealistisk filosofi med Kant og Hegel som de centrale figurer. De store danske arvtagere, der også bliver dominerende i den vestlige brede romantiske naturfilosofi, omfatter bl.a. Steffens, brødrene Ørsted, Kierkegaard, Sibbern frem mod en videnskabelig og positivistisk filosofi i slutningen af århundredet, hvor guldalderens bestræbelser på at sammensmelte kunst, litteratur, religion og samfundsliv bliver afløst af Brandes' introduktion til en moderne litterær realisme og naturalisme, der gør op med hvor der fokuseres på samfundsmæssige og kønspolitiske spørgsmål. Bogen er en grundig og klar indføring og struktureret i 19 kapitler inden for en overordnet perioderamme i fire dele, der kronologisk gennemgår de enkelte filosoffer og deres rolle i tidens diskurs. Fyldig bibliografi.