Højtlæsning i eventyrform for de 5-8-årige. Fysisk er bogen en tynd lille sag, lidt i stil med en "pixi-bog", og vil derfor nemt kunne forsvinde i mængden.
Vagabonden Gustav møder en nisse, der spiller helt fortryllende på sin violin. De to bliver enige om at slå følge. Det viser sig, at violinens smukke toner kan forhekse, og således bliver Gustav hurtigt rig. Da grådigheden overtager, må han sande, at rigdom ikke nødvendigvis er en direkte vej til lykke. Bogen vinder med sin gode morale, som giver stof til eftertanke og rigtig meget at tale om. Historien kammer dog over, da det der ellers tegner til at blive et eventyr i gængs forstand, pludselig går op i knallerter, motorcykler etc. Det er ærgerligt og ikke nødvendigt for at forstå forfatterens pointe. Illustrationerne er enkle og humoristiske, måske lidt naive, men understøtter teksten fint.
Historien hører til i 39.12 og kan sammenlignes med disse.
En fin lille historie som er hurtigt læst. Den kan også danne grundlag for samtale om rigdom, fattigdom, grådighed og ensomhed.