Det er en mærkelig roman, den engelske forfatter har skrevet. Den er nøgtern og rablende. Morsom og tænderskærende sørgelig. Sprogligt en stor nydelse og af og til for lang, som om forfatteren ikke har kunnet lade være med at dynge endnu et eksempel på hovedpersonens kallamiteter på historien. Den er polemisk og så har den heldigvis en happy ending, uden hvilken historien slet ikke ville være til at bære. Historien handler om at finde sit eget ståsted og sin egen bestemmelse i livet, og er en antiautoritær banbulle mod spidsborgerlige normer og den skade disse kan anrette på et barn. Jegfortælleren, digterspiren Raymond Mark fortæller om hvordan hans liv er gået skævt. Romanen består af Raymonds dagbog, som er formet som breve til Morrissey, forsangeren og sangskriveren i hedengangne "The Smiths". Morrissey repræsenterer "sublim ikke-normalitet" og er fortællerens store forbillede. Efter et forfærdeligt liv, som starter med bortvisning fra skolen, mobning, beskyldning for seksuelt misbrug, tvangsindlæggelser og selvhad ender bogen med, at Raymonds bestemmelse som forfatter opfyldes. Bogen lever især på grund af sit sproglige udtryk, som er så dugfriskt og levende, at det er en ren fryd.