Fjerde bind i serien, der med fantasifuld leg med ord og lyde beretter om Adam Stråskægs paradis. Som i Luskebusklarven (1999), Pingo Pindgris (2000) og Viggo Vinbjergsnegl (2000) får vi ti små historier fra det efterhånden velkendte paradis. Små naturbagateller i den lige så velkendte rablende herlige nonsenslyriske stil med de sjove tegninger af Adam med den lille hat og de store øjne. Historierne er først og fremmest til højtlæsning og sproglig udfordring for de yngste elever. Oplæseren vil til gengæld nok synes, at der er tale om ganske kraftig mundgymnastik, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden. Børnenes egen læsning bliver næppe aktuel, da læseniveuet er for højt til målgruppen. Bogen holder niveauet fra de tre forgængere, men byder i forhold til disse ikke på meget nyt, og spørgsmålet er, om denne charmerende form ikke havde været bedre tjent med et mere begrænset omfang. Historierne har været sendt i P3's morgenradio for de små, hvor styrken netop har været den lille dosis. Anskaffelse kan sagtens bero på den lokale interesse, idet bøgerne udmærket kan læses enkeltvis.