13. bog i den gode serie om Petrine og hendes hest Pjok for helt samme målgruppe som de øvrige: op- og selvlæsning for hesteglade piger fra 6-9 år. Titlen og forsiden viser præcist, hvad det går ud på.
Da Petrine som gave får en uges rideferie på Island sammen med sin mor, bliver hun vildt begejstret, men også lidt betænkelig. Det er nemlig første gang, hun skal undvære Pjok så længe. Til gengæld får hun en masse fantasiske og vilde oplevelser med de mange søde islandske ponyer i et meget anderledes land. Især en pony, Skvisa, vinder hendes hjerte. Heldigvis er Petrines gode veninde Amanda også med på turen, og de to piger har stor glæde af at dele deres oplevelser og følelser undervejs. Lidt dramatik i forbindelse med et truende vulkanudbrud og nogle bortløbne heste er også indlagt i den ellers rolige handling. Bogen er meget let at læse med god åben sats, korte kapitler og dejlige enkle tegninger, der følger historien fint. Allgevel får læseren en god fornemmelse af at have læst en rigtig bog.
En lignende serie om små hestepiger er serien om livet i rideklubben RAP af Lin Hallberg, der har samme gode kvalitet. Begge serier kan vi sagtens bruge i udlånet.
God fortsættelse af den populære serie for de mange hesteinteresserede piger, der slet ikke kan få nok af at læse om deres passion. Let og ukompliceret og dog gedigen, idet man mærker forfatterens viden om emnet.