Vi er i Californien i midten af 1800-tallet. Angel mister sin mor som 8-årig og bliver solgt til Hertugen, der udnytter hende seksuelt, indtil det lykkes hende at flygte knap ti år senere. Hun ender i den lille by Pair-a-dice, hvor hun lever af det eneste hun har lært, nu i stald hos bordelværtinden Hertuginden. Her opdager Michael hende og ved med det samme, at det er den kvinde han skal gifte sig med. På trods af at han er en rettroende landmand og hun en ugudelig prostitueret. Han gifter sig med hende og slæber hende bogstaveligt talt ud af bordellet og hjem til sin hytte, hvor han lever med hende, til at begynde med mod hendes vilje. Meget langsomt trænger han med sin betingelsesløse kærlighed gennem hendes forsvarsværker og bringer hende i kontakt med hendes egne følelser. Dette skræmmer hende så meget, at hun flere gange rejser fra ham. Under denne sidste adskillelse finder Angel den Gud, Michael har viet sit liv til at tjene og som har givet ham styrken til at elske hende. Mødet med Gud sætter hende fri og hun kan vende tilbage til Michael og modtage hans kærlighed. Temaet stammer fra Hoseas bog i Biblen, men jeg vil alligevel ikke kalde den en decideret kristen roman. Snarere en kærlighedshistorie hvori troen på Gud spiller en stor rolle, som kan læses af alle med hang til kærlighed med forhindringer. Litterært kan den sammenlignes med Danielle Steel og Victoria Holt.