Forf. er historiker og tager som andre i disse år fat på besættelsestidens myter og standardsvar. Et af spørgsmålene er hvorfor dødsstraffen kunne genindføres bare 15 år efter at den var endeligt afskaffet, og svarene har især gået på retfærdighedsfølelse og risiko for selvtægt - men ikke det grimme ord hævn. Ud fra illegale blade, arkivalier og erindringer fortæller JN detaljeret om det sidste krigsårs holdninger, fra den illegale presses billede af en nådesløs befolkning til de nølende politikere, hvis motiver til arbejdet med særloven fremstilles som mere grumsede. Konklusionen er at dødsstraffen blev vedtaget af en måske overvurderet frygt for selvtægt og som knæfald for en folkestemning i maj 45 - og at de i alt 46 henrettelser kun kan betragtes som samfundets hævn. Bogen beskriver den praktiske organisering af henrettelserne og følger retsopgøret op til 1950; den sætter fokus på flere af de dømtes livsløb og afsluttes af en litt.liste, der synes at modbevise JNs udsagn om emnets beskedne plads i historieforskningen. Bogen er let at gå til, ikke tynget af fagtermer, noter etc., men lidt uklar i strukturen og med en del gentagelser. Besættelsestidens historie er til stadig diskussion og JNs bog kan bidrage med både kilder og tolkninger.