Ny billedbog med den lille sorte ravn med den stribede strømpe - for de 3-6-årige og deres oplæsende voksne!.
Ny billedbog om den lille ravn, Sokke, og alle vennerne i skoven. Sidst vi var i selskab med den lille sorte ravn var i 2006 i Lidt bange har man vel lov at være!. Her er ravnen og dens venner på banen igen. Ulven er ude på ballade. Lille ravn og grævling har bygget en ridderborg, men lige da de skal til at lege med den, erobrer ulven borgen og lille ravn og ulven kommer op og slås. Hvordan skal de få ulven ud og løse problemerne? Forfatter og illustrator, som begge tidligere har taget fat om både lyse og mørke temaer i serien om lille ravn, tager denne gang fat i hvilke måder man kan løse konflikter på. Er det den rigtige måde at slås, eller kan man tale sig ud af problemet? Bogen kommer fint rundt om emnet og bruger både humor og alvor i problemløsningen. Teksten er fyldig, men flyder fint. Illustrationerne er sjove og hyggelige med mange finurlige detaljer, hvor der sker mange små sidehandlinger. Bogen er en hyggelig og anvendelig billed-oplæsningsbog.
Som seriens øvrige bøger foregår også denne i et fiktivt dyreunivers med mindelser både om Scarrys univers og Milnes Peter Plys. Temaet venskab kendes fra en lang række af billedbøger, fx Sådan var det! Nej, sådan! Nej, Sådan!, 2007 og Kan man få gulerødder med fluesmag?, 2007.
En farverig billedbog om uvenskab og konflikter, og hvordan man kan løse dem.