Otteårige Christoffer er misundelig på sin bedste ven, Jonathan, fordi Jonathans forældre er skilt. Det betyder, at J. som kompensation får en masse gaver og kommer ud at rejse med begge forældrene. De to drenge planlægger nu i fællesskab, hvordan de kan få C.s forældre skilt, så han kan komme i samme eftertragtelsesværdige situation. Og planen går faktisk over al forventning, og C.s forældre flytter fra hinanden. Men drengen kan ikke holde tæt, og på en udlandsrejse med faren fortæller han om "planen", og det ender med, at forældrene flytter sammen igen. Men med den forskel, at C. nu får nogle af de ting opfyldt, som han savnede. Bogen slutter med, at J. skal flytte, fordi hans fraskilte mor ikke har råd til sit hus, og en ny plan om at føre J.s forældre sammen igen begynder at tage form i de to drenges hoveder. Den lille sjove og temmelig usandsynlige historie er fortalt med megen humor og lune. Den er velskrevet og forholdsvis let at læse og er illustreret med tegneserieagtige, humoristiske illustrationer, der passer fint til den letløbende historie. Bogen kan læses af de 9-10-årige børn, der er ude over letlæsningsbøgerne, men kan også anvendes til højtlæsning fra ca. 6 år.