Den irske forfatter Joseph O'Connor (1963-) introduceres på dansk med sin anden roman fra 1994. I 1985 rejser et fraskilt irsk ægtepar sammen til Nicaragua for at identificere deres dræbte 21-årige søn. Den dræbte er imidlertid en anden, og parret drager sammen med sønnens musikervenner i bandet Los desperados de Amor på en farefuld færd gennem det krigshærgede Nicaragua for at finde ud af, om sønnen stadig lever. Romanen skildrer rejsen og besværlighederne, og gennem tilbageblik berettes om ægteparrets samliv og sønnens opvækst. Forskellene mellem Irland og Nicaragua står skarpt tegnet, og sønnens - viser det sig - indimellem gådefulde liv i Nicaragua oprulles. Som romanen skrider frem tegnes nye sider af alle tre hovedpersoners samliv, og læseren får stadig flere fortolkningsmuligheder for personernes handlinger. Bandet og personerne omkring dem i Nicaragua står ligeledes skarpt tegnet og giver et godt indblik i omskiftelserne i et land i borgerkrig. Joseph O'Connor er en af sin generations mest lovende irske forfattere, og med sin fremragende roman i bedste irske romantradition vil han også få mange danske læsere. Bogen kan læses som en samtidsroman og som en beskrivelse af to generationer og deres indbyrdes forhold.