Kan som samling af humoristiske klummer sikkert læses bredt, men udmærker sig også som en uhøjtidelig og tilforladelig mandelgave.
Journalisten og frikirke-præsten Svend Løbner Madsen, der i øvrigt i en af klummerne erkender sig som autodidakt uden en egentlig journalistuddannelse, dog en diplomuddannelse i "analytisk journalistik", samler her en række klummer som han har skrevet til den kirkelige ugeavis Udfordringen. Han har desuden skrevet en lang række bøger om religiøse emner, fx Kristus i verdensreligionerne. Det er en samling af yderst menneskelig humor, som oftest udspringer af dagligdagens tanke-tumult enhver nemt spejler sig i. Her er besøg i motionscentre, hvor det koster dyre minutter at blive klar til den cykeltur man måske meget nemmere tager udenfor, eller er det noget med et gratis tankdæksel i en tankstations-rodekasse fordi ens kone under en tankning glemmer det originale på bilens tag? Og hvem har ikke haft "Bøvl med buler i biler" eller måske følt dommedag nærmere hos tandlægen? Der er slankeråd og fif til mænd om børnepasning eller madlavning. Klummerne kalder, alt efter temperament selvfølgelig, mere på det lune hø hø end den skraldende ha ha.
Der kommer ofte op til jul et antal humoristiske småbøger, her er endnu et bud.
Humoristisk klumme-samling, der vil provokere få og forarge færre, men som da nok skal få en mundvig eller 2 på ret kurs. Dog ikke noget must på hylden.