Ny, stor roman af den tyrkiske forfatter, Orhan Pamuk. Det er ikke nogen nem bog. Men den er fortalt så knagende godt og i så flot et sprog, at man kan nyde den som fortælling - også selv om man ikke fanger alle dens referencer til for eksempel osmannisk kultur og vesteuropæisk litteratur. På overfladen er romanen en fortælling om den unge Osman, der rejser Tyrkiet tyndt i skrumlende busser sammen med sin elskede Canan for at finde Det nye Liv, som er blevet dem forjættet af en magisk bog, de har læst. Det bliver en rejse gennem tyrkisk kultur og historie set i lyset af sammenstødet mellem vesteuropæisk og orientalsk kultur. Under denne handling ligger andre spor i lag på lag. De snor sig som mønstre gennem bogen, nærmest som en arabesk, der kan virke overvældende med sine detaljer, men som alligevel hænger sammen. Her tematiseres ordet og skriften som det, der skaber sammenhæng mellem liv, død og tid, og som spejler en verden, der er brudt sammen og tømt for indhold, men som alligevel er fyldt med nye betydninger. Pamuk (f 1954) er en af den moderne litteraturs store forfattere og fortsætter her linjen fra sine tidligere romaner Det hvide slot (1992) og Den sorte bog (1996).