Stoffet i Jacob Brønnums digte er tæt knyttet til færøsk natur og kultur, men opleves som nærværende og vedkommende, uanset om man har været på de nordatlantiske øer eller ej.
Titlen på denne samling af færøske digte er ifølge forfatterens note lånt fra et digt af den franske lyriker Paul Valery, men refererer også til én af bogens længste tekster, "Kisterne i Hvannasund", der bygger på lokal sagn-stof fra 1600-tallet. Sansen for historiens og kulturens lange linjer står dog ikke alene, men akkompagneres af havet, klipperne, vinden, tågen og regnen, der går som en slags ledemotiver gennem samlingen. Fæstnet til flygtigheden og sprogets forsøg på at indfange naturens skiftende lys og farver, men også med støtte og referencer til den færøske kunst fra Mikines til Tróndur Patursson. Nuet, fornemmelsen for stedet, er et vigtigt element i digtene, men i lige så høj grad et eksistentielt perspektiv der anskuer flygtigheden og øjeblikket på baggrund af det der tilsyneladende står stille "klipperne, navnene, tiden/ og et bestemt lys/ i et bestemt rum du så/ engang for længe/ siden.".
I deres kombination af præcis sansning og et historisk og kulturelt perspektiv på stoffet har Jakob Brønnums færøske tekster en del til fælles med Hans Mølbjergs digte fra bl.a. Grækenland og Island.
Jakob Brønnums digte er mere end rejsedigte i traditionel forstand, fordi de fastholder forankringen i stedet og det lokale, men samtidig giver det en eksistentiel og almenmenneskelig dimension.