Som havekonsulent og journalist skriver forfatteren både spændende og kompetent i et letflydende sprog. Man får stort set alt at vide om drivhus og egnede planter, samt meget om sygdomme og skadedyr. Ligeledes er der grundig besked om f.eks. indretning af drivhuset og vandingsanlæg. Fremstilling af kompost og i det hele taget hjemmelavet gødning er også udmærket. Hertil kommer nogle interessante indslag om hjemmeavl af frø og hvordan du kan fremme bestanden af humlebier, der er gode til bestøvning især af tomater. Jeg sidder dog tilbage efter læsningen med et indtryk af en konventionel havemand, der er ved at tilpasse sig de nye tider. Hans forhold til økologiske dyrkningsprincipper er meget pragmatisk og afslappet. Symptombehandling fylder meget i forhold til mere langsigtede økologiske metoder. Hertil kommer anvendelse af spagnum, svovlkalk, flydende blomstergødning, planteposer og kunstgødning til halmballerne. Det vil nok appelerer til nogle læsere, men mere fundamentalistisk indstillede vil tage afstand. Der er rigtigt mange gode farvelagte tegninger og farvefotos, nogle helsides. Til sidst en lille litteraturliste, adressefortegnelse og register.