17 eksempler på kendte militære slag hvor tåbeligheder og tilfældigheder fik følger for verdenshistorien. Tidsmæssigt spænder de fra den trojanske hest til Golfkrigen, men over halvdelen er hentet fra det 20. århundrede og især verdenskrigene. Den røde tråd er hvad forfatteren kalder hængselfaktoren: en lille ting eller begivenhed som dramatisk afgjorde slagenes udfald. Det kan være vejret, glemte fornaglingssøm, arrige bier eller tåbelige ordrer (forfatteren er harm på inkompetente militærfolk og er omvendt betaget af god krigskunst). Kapitlerne beskriver hvert slag ud fra samtidig og senere dokumentation. Forfatteren har dramatiseret disse i journalistisk stil og i et alment tilgængeligt sprog. Hvert kapitel slutter med korte spekulationer over hvad der kunne være sket, hvis ikke hængselfaktoren var blevet afgørende. Ifølge forfatteren ville verden så - måske - have set helt anderledes ud. Forfatteren (født 1930) oplevede som barn Wiens bombardement. Han er en internationalt kendt og prisbelønnet krigskorrespondent (BBC og CBS) og har bl.a. været i Vietnam, Mellemøsten, Chile og Cuba. Bogen henvender sig til et bredt publikum af krigshistorisk interesserede.