Film / fiction for children / drama

Drengen og pelikanen


Description


14-årige Yannis lever et stille liv sammen med sin far på en lille græsk ø, men da han redder pelikanen Nicostratos og møder pigen Angéliki vendes op og ned på livet på øen og Yannis tilværelse.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 13. Aug. 2012

By

By

Astrid Tang

d. 13. Aug. 2012

Børn fra 10 år og deres forældre får en hyggelig og uforpligtende historie med denne film.

14-årige Yannis lever sammen med sin far på en lille græsk ø, hvor alle kender alt til og om hinanden. Livet i det lille samfund koncentrerer sig om fiskeri og handel med lokale afgrøder, og den lokale cafe og præsterne er de naturlige samlingspunkter. Siden moderens død, har forholdet mellem Yannis og hans far været anstrengt. Da Yannis redder en pelikanunge fra døden, beslutter han sig for at opflaske den i skjul. Pelikanen får navnet Nicostratos, og efterhånden som den vokser til, bliver den sværere at skjule både for faderen og for resten af øsamfundets beboere. Da Yannis møder den impulsive pige Angéliki, slipper hemmeligheden om pelikanen ud og sætter hele det lille samfund på den anden ende. Turister valfarter til øen, og snart er både Yannis og pelikanen turistattraktioner, og det anstrengte forhold til faderen bliver værre. Venskabet med pelikanen og Angéliki er dog stærkt, men der skal dramatiske hændelser til, før forholdet til faderen forbedres.

Børns venskaber med dyr er et yndet tema i børnefilm. Filmen Storm boy fra 1976 handler også om en drengs venskab med en pelikan, men berører også emnet dyr i fangenskab kontra frihed, hvilket denne film ikke tager stilling til.

Naturen er smukt filmet og temaer som ensomhed, sorg, venskaber og den første kærlighed berøres, men fortællestilen er let, og filmen går ikke i dybden. Filmen hæver sig derfor ikke over mainstream.