Drømme støjer ikke, når de dør

Christian Braad Thomsen giver i sin film fra 1979 et psykoanalytisk bud på barndommen som styrende for individets udvikling. Fra 15 år.

Den unge venstrefløjspolitiker Erik kaldes sammen med sin tyske hustru hjem til barndommens snævre landsbybymiljø, hvor alt er uforandret og faderen Kresten ligger for døden. Lægerne forstår ikke, at Kresten fortsat er live, men konen er helst fri for, at han kommer hjem fra hospitalet. Kresten har altid været en tyran, og de har kun været forbudne af omstændighederne. Eriks møde med faderen sætter erindringer i gang om en kærlighedsløs barndom præget af vold og intolerance. Samtidig konfronteres han med faderens tvivlsomme holdning til tyskerne under besættelsen. Den 84-årige Kai Holm fik sit filmgennembrud og sidste rolle som den døende far.

Christian Braad Thomsen, hvis virke indenfor formidling af filmkunsten er uvurderlig, debuterede med kærlighedsfilmen Kære Irene, 1971, lavede politiske film om slumstormerbevægelsen og bevægede med erindrings- og hjemstavnsfilmen Herfra min verden går, 1976. Temaet om barndommens sår videreføres i fiktionens form i Drømme støjer ikke, når de dør.

Scenerne med far og søn er en gribende skildring af et forkvaklet og uforløst forhold. Ingen af dem vises som sympatiske, men er samtidig triste produkter af et indsnævret samfund. Men filmen har også den nuance, at den indskrænkede lokalbefolkning trods deres holdninger vises som naturlige mennesker i modsætning til stive præster, politikere og læger.

Read the full assessment