En ungdomsbog som nok kan dele læserne i to grupper. En kontroversiel historie om den israelske besættelsesmagts overgreb mod kvinder, unge og børn, set fra et palæstinensisk synspunkt. Forfatteren er en 15-årige gammel ægyptisk pige, der efter at have set en tv-udsendelse om grusomhederne, begået mod palæstinenserne under intifadaen, skrev denne bog. Hovedpersonen i bogen er den unge Ibrahim, der efter en forsømt barndom og sin fars dramatiske død, følger i sin fars religiøse fodspor. Senere bliver vi præsenteret for bl.a. pigen Riham og hendes bror Jihad, Ramy, der forelsker sig i en israelsk pige, Ualid, der kæmper mod de israelske soldater. Bogen er meget intens og giver et rystende billede af en hverdag med kampe, angst, død, kærlighed og stærke venskaber. Sproget og stilen i bogen kræver lidt tilvænning, men pludselig får historien fat, og så følger man med tilbageholdt åndedræt de implicerede i bogen og føler med dem, når døden alt for ofte viser sit ansigt! Bogen kan bruges som en del af den desværre stadig aktuelle debat - som et indlæg der viser, hvor galt det allerede er gået! En bog for unge fra 13-14 år.