En rystende, grum beretning om vold, alkoholisme og den sociale arv. Forfatteren er opvokset i Thyborøn med en psykisk syg mor og en fraværende far, og hun fungerer allerede som syv-årig som en voksen. Mændene i hendes senere liv er alkoholikere. Hun får 2 sønner, som er hendes håb og det, der afholder hende fra selvmordet. Hendes grusomme historie kulminerer, da hun gennem adskillige år er på flugt fra en tidligere samlever - en notorisk psykopat, der er voldelig og truer hende på livet. Det er en flugt rundt til diverse skjulesteder og krisecentre i landet, og mareridtene får en blodig slutning, da Kirstens søn i nødværge slår stedfaderen ihjel. En dramatisk og sort historie, og forfatteren skriver bittert i lakoniske sætninger. Hun anklager manglen på professionel psykologisk hjælp til voldsramte kvinder og deres børn. De er alt for ofte overladt til tilfældige frivillige krisevagter og bagefter til ensomhed. I skrivende stund har forfatteren allerede optrådt på DR1 med deraf følgende efterspørgsel. Vil få en bred læserskare. Vil blive brugt i selvhjælpsgrupper og evt. også som case-story på diverse socialfaglige uddannelser.