Bogens forfatter er kendt som journalist på magasinet Gør det selv, og skriver i denne bog ud fra sit store kendskab til markedet for gør-det-selv-materialer i byggemarkederne. Han opfordrer indledningsvis til at lave en logbog over huset/sommerhuset/lejligheden hvad hed malingen?, hvor længe har den holdt? Han opfordrer ligeledes boligejeren til allerførst omhyggeligt at undersøge området omkring byggetilladelser, autoriseret arbejde o.s.v. Herefter beskrives byggemarkedernes materialer i 14 kategorier: Brædder m.m., træbaserede plader, gulvbelægninger og fliser o.s.v. Her opregnes de forskellige typer materialer, hvilke størrelser/mængder de forhandles i, hvor og hvordan de bedst bruges. Emnerne går lige fra de nævnte overfladetyper til låse, VVS- og elartikler, maling og tapet. Der er mange illustrationer farvefotos eller tydelige tegninger. De forskellige mærkninger på materialerne gennemgås også (godkendt/giftig/egnet til). Bogen er meget instruktiv og gør at boligejeren i fred og ro kan overveje sit materialevalg og beregne mængden/udgiften, ligesom den kan inspirere til at bruge andre materialer end de kendte.