Højaktuel, interessant og eftertænksom kortprosa om en ung kvindes forhold til sin demente farmor. For læsere af nyere dansk litteratur.
Frøydis Sollid Simonsen har skrevet en samling prosatekster, der hylder en ung kvindes demente farmor. Teksterne er skrevet som leksikale opslag, der er ordnet efter forskellige dyrs alder. En række udvalgte dyr og organismer lige fra molboøsters og elefanter til torsk og vandmænd omtales og kobles til kvindens farmor. Især fokuseres der på alder, livets gang og døden. Forfatteren debuterede i 2013 med Hver morgen kryber jeg op fra havet, der også kobler det naturvidenskabelige med det følelsesmæssige. Illustreret i s/h.
Meget læseværdige og til tider rørende tekster, der giver stof til eftertanke, især i forhold til alderdom og demens og det at miste et nærtstående familiemedlem. Koblingen mellem de naturvidenskabelige fakta og det personlige fungerer godt, og samtidig er det underholdende at læse om de mange forskellige dyr, som forfatteren har udvalgt. Flot udgivelse.
Simonsen kan sammenlignes med flere af de yngre danske forfattere, der også bruger det naturvidenskabelige i deres tekster, bl.a. Amalie Smith i I civilRastepladsAmduat - en iltmaskine. Bjørn Themsen anvender også den leksikale form i Rasteplads, mens Harald Voetmann i Amduat - en iltmaskine giver en meget anderledes, kunsterisk bearbejdning af tabet af sin farSimonsen kan sammenlignes med flere af de yngre danske forfattere, der også bruger det naturvidenskabelige i deres tekster, bl.a. Amalie Smith i I civil. Bjørn Themsen anvender også den leksikale form i , mens Harald Voetmann i Amduat - en iltmaskine giver en meget anderledes, kunsterisk bearbejdning af tabet af sin farSimonsen kan sammenlignes med flere af de yngre danske forfattere, der også bruger det naturvidenskabelige i deres tekster, bl.a. Amalie Smith i I civil. Bjørn Themsen anvender også den leksikale form i Rasteplads, mens Harald Voetmann i giver en meget anderledes, kunsterisk bearbejdning af tabet af sin far.