Bagsiden beskriver bogen ret præcist: Fire kloge og sære historier for de fleste mennesker over 7 år. Det drejer sig om fire sjove fortællinger i stil med fabler om forskellige dyr. Ligesom fablerne, rummer også disse historier moraler med værdi for alle læsere. Første historie om venskab og respekt er om 3 marsvin, hvoraf det hvide marsvin Snowball fortæller om hierarkiet, om venskabet med et firben og kampen mod en fælles fjende slangen. Den længste historie om bl.a. grupper, idoler og kærlighed er om en gruppe flagermus, der med Gunnar som fortæller tager på aktion for at redde den syge helt Don Salvatore Mezzoluna. Historien om den enestående og hvide sæl Kamilla og hendes store evner fortælles af hende selv. Den handler bl.a. om drømme og om at være noget specielt i egne øjne. Den afsluttende lille historie virker umiddelbart stærkest med sin beskrivelse af en depressiv giraf, der helst vil være sort, men hjælpes på vej ud af mørket. Fablerne fortælles muntert og ligefremt, og historierne er sat op med meget varierede tekstsnit i tæt sammenhæng med de flotte farveillustrationer. Det giver mange gode effekter. Tove Appelgren er kendt fra billedbøgerne om Linnéa, mens tegneren er ny på dansk, og han dækker flere stilarter fra vignetter over tegneseriebilleder til helsides flotte farvestærke illustrationer Han er et godt bekendtskab, og sammen er de et rigtigt godt makkerpar.