Dyrene og deres mennesker, menneskene og deres dyr

Forordet til denne tidlige digtsamling af Paul Éluard fra 1920 indeholder i koncentreret form en helt lille poetik og programerklæring. I modsætning til sprogets normale "tænkning" i modsætninger og skarpt adskilte kategorier advokerer PL for en ny grænseoverskridende poesi, der transformerer det gamle sprog til "et fortryllende, virkeligt, sprog til fælles udveksling imellem os." De korte tekster i samlingens to afsnit, "Dyrene og deres mennesker" og "Menneskene og deres dyr", tematiserer da også netop udvekslingen, ikke blot som et forhold mellem mennesker, men også (og især) som et forhold mellem det menneskelige og det animalske. Dyrene - de tilsyneladende unyttige - spejler det irrationelle, kropslige og drømmende lag i mennesket: "Du kan ikke arbejde mere. Drøm,/ Med åbne øjne, med åbne hænder/ I ørkenen,/ I den ørken som leger/ Med dyrene - de unyttige." Med deres metaforiske glidninger mellem indre og ydre, mellem drøm og realitet, er digtene mønstergyldige eksempler på den surrealistiske poesi i dens tidligste fase. Senere udfoldede PL sine visioner i længere og kunstnerisk set mere vellykkede former, og dette tidlige forsøg kan ikke siges at være repræsentativt for forfatterskabet. Til gengæld er man her - som i andre af forlagets udgivelser af bl.a. Robert Desnos og Tristan Tzara - helt tæt på kilderne til forståelse af den surrealistiske poesi.

Read the full assessment