Essay, der undersøger kunstens og litteraturens politiske rolle i forhold til mennesker, naturen og samtiden. Guldaldermalerne malede naturen, mens den forsvandt. Er det så kunstens opgave at komme os til undsætning nu? Spørger Josefine Klougart. Til øvede læsere, særligt til kunst- og litteraturinteresserede.
Essayet er blevet til i forbindelse med en udstilling på Glyptoteket, som Klougart har kurateret. Udstillingens værker er fra 1823-1932. Essayet beskriver en række værker - fra Jean-Baptiste-Camille Corots sortkridt tegning "Hulvejen" (1855), optrykt bagerst i bogen, til J.Th. Lundbyes to birketræer på en eng (fra 1840), som man må tænke sig til. Klougart trækker forbindelseslinjer mellem værkerne og deres samtid og slår fast, at kunsten altid skabes i en udveksling med verden og dens dominerende og radikale idéer. Samtidig udgør ethvert kunstværk en verden i sin egen ret. Essayet giver således et indblik i de tanker, der ligger bag Klougarts egne bøger, samtidig med at det bidrager til diskussionen om kunstens rolle nu og i fremtiden.
Særdeles velskrevet og interessant essay, der søger en æstetisk vision for oplevelsen af litteratur og kunst. Klougart kan beskrive værkerne som stod man og kiggede på dem. Indeholder referencer til kunstnere og forfattere, som læseren bør kende, for at få det optimale ud af læseoplevelsen.
Minder tematisk om Dan Ringgaards essays om skabelse og kreativitet, Chaplins pind.