Til kendere af Eik Skaløe og dansk rockmusiks historie fra specielt 1960'erne. Kan formidles i opgavesammenhæng hvor emnet er hippie-tiden, 1960'ernes ungdomskultur og den tidlige dansksprogede rock- og beatmusik. Kan udstilles sammen med bl.a. Peter Øvig Knudsens Hippie, 1-2 eller andre materialer om denne periode.
Forfatter Jan Poulsen (f. 1962), tidligere journalist ved bl.a. DR og bidragsyder til utallige musikmagasiner, har skrevet Under en Sort Sol, 2002, Station to station, 2006, om Bowie og Something rotten! Punk i Danmark, 2010. Bogen om Eik Skaløes liv bygger på interviews med godt 100 personer foruden Eik Skaløes breve og notesbøger med tekster, digte og tegninger. Biografien fortæller kronologisk en historie om et intenst levet liv fra en tid før hippie-bevægelsen og studenteroprøret var blevet landskendt og herunder giver Jan Poulsens bog også indblik i den tidlige ungdomskultur i 1950'erne og 1960'erne. Bogen er passende illustreret med fotos og desuden med nogle af Eik Skaløes tegninger. Desuden med en karakteristisk forside.
Der findes også Steppeulven - Eik Skaløe, 2001, i serien De unge døde, men den er primært til helt unge og langt fra så omfattende og detaljeret som Jan Poulsens bog.
Medrivende biografi i bedste dramadokumentariske stil. Fortjener mange læsere og ikke kun i musikafdelingen.