Erik Brandrup arbejdede i 1960'erne som reservelæge på Rigshospitalet under overlæge Thorkild Vanggaard, den kendte psykoanalytiker. Man gik i gang med at bruge LSD på det tidspunkt, og det er udgangspunktet for denne spændende bog, der beskriver behandlingen af et menneske, her kaldet Peter, der er grebet af en tvangsneurose. Hans vaskeritualer har udviklet sig til det groteske, et morgentoilette kan godt tage flere timer, han tør ikke røre ved dørhåndtag, han kan ikke fungere i sin ellers højst betroede stilling. Brandrup har ham indlagt i flere omgange, og ved hjælp af LSD og almindelig samtaleterapi, får han bragt manden tilbage til en almindelig tilværelse. Bogen er en afdækning af et menneskes følelsesliv, med alle dets irgange, men er samtidig en debatbog, hvor Brandrup slår et slag for brugen af LSD i psykiatrien, og minder om de mange mennesker der trods alt har fået det bedre efter LSD-behandling. En spændende beretning, og på trods af sit lidt dystre indhold, er den velskreven og letforståelig, også for lægmænd.