Seks unge med psykotiske lidelser fortæller om deres oplevelser inden de blev syge, mødet med behandlersystemet og om deres liv og tanker lige nu. Alle har deltaget i "Projekt OPUS", et forsøgs- og forskningsprojekt i forbindelse med de psykosociale behandlingstilbud i København og Århus og som står for tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske. Det er meget velformulerede unge, der hver på deres måde, giver en indsigtsfuld situationsbeskrivelse af at være psykisk syg, lige fra barndom, ungdom og nu et begyndende voksenliv, hvor de skal lære at leve med en kronisk lidelse, medicinering, et liv som på alle måder ændrer deres fremtidsperspektiv. Ensomhed, lavt selvværd, angst, selvmordstanker er fælles karakteristika. For alle har det været en positiv oplevelse at deltage i projektet. Her har konkret viden om sygdommen, social færdighedstræning og et netværk givet de unge en accept af sygdommen og håb om et godt liv. Det er en vigtig og velredigeret bog om psykotiske unge, som med udbytte vil kunne læses af de unge selv, forældre, pårørende og alle, der har problemerne tæt på. Der udkommer snart en bog om selve OPUS-projektet.