Værket henvender sig til Ernst Bruun Olsens publikum og til et publikum med interesse navnlig for ny politisk dramatik.
Ernst Bruun Olsen døde i januar i år efter en bemærkelsesværdig indsats i dansk teater. Dette efterladte drama er et kammerspil med kun tre personer, Chefen, Fruen og Anita. Dramaet er båret af centrale temaer i Bruun Olsens teater, nemlig storkapitalen/magten og teatret. Chefen sidder solidt i den internationale økonomiske elite, han har arrangeret et hemmeligt møde, så hans skuespiller-datter Anita og hendes stedmoder Fruen, også rundet af den økonomiske elite, kan tilbringe aften og nat i hinandens selskab. Bruun Olsen lader deres dæmrende erkendelse af uretfærdighed og brutalitet i den økonomiske verden spejle sig i verdensdramatikken med Shakespeares "Hamlet" som det centrale. De to kvinder leger med muligheden for at lade Anita spille rollen som Hamlet, og i deres indtrængen i teksten og i deres improvisationer over den når de til dybere indsigt i selve magtens væsen - med den globale økonomiske krise som omdrejningspunkt. Det er et stykke flot, professionelt teater med specielt dette teater i teatret som en meget fascinerende bestanddel. Klassisk Bruun Olsen.
Stykket ligger med sine tematikker organisk i forlængelse af Bruun Olsens øvrige dramatik og kan anvendes fuldt ud som denne.
Klassisk Ernst Bruun Olsen i et stramt, professionelt styret kammerspil.