En alvorsfuld og gribende historisk børnebog, der bygger på en virkelig hændelse i landsbyen Tvis ved Holstebro i 1907. Den handler om fattige børns livsvilkår. Vi følger den 9-årige Niels og hans familie, der lever på sultegrænsen og kæmper mod fattigdommens trange kår. Faderen er enkemand, og han ansætter ulønnet Maren til at passe hus og børn. Maren er gravid ved ansættelsen, og hun får selv 3 børn. For at komme elendigheden til livs beslutter faderen, at børnene skal tvangsfjernes, men Maren finder ingen anden udvej end at hænge sig selv og 6 små børn, mens Niels ser magtesløst til. Efter begravelserne er fattiggården og børnehjem en truende fremtidsudsigt, men et besøg af den legendariske børneven, Peter Sabroe, påvirker Niels' fremtid. Han bliver sendt bort og får måske en chance. Omsorg for fattige børn har altid optaget den produktive forfatter. Hun er har også tidligere beskrevet tiden og dens problematikker i serien om Den grå heks, 1986-97, og i faktabogen bag: Peter Sabroe og pigehjemmet Hebron, 1999. Denne børnebog er handlingskompliceret, men skrevet letforståeligt i et enkelt og dialogrigt sprog. Omslaget er lige så dystert og alvorligt som indholdet. En bog der fortjener at blive læst og debatteret af børn fra 11 år.