En meget stille billedbog holdt i afdæmpede farver og en naivistisk streg. Temaet er kedsomhed i en ensformig hverdag oplevet og fortalt af de små fugleunger Lena og Lasse. Indholdet består af forskellige dagligdags episoder. Til en start sidder Lena og Lasse i en grøft og venter på, at der skal komme biler, de kan drille. Hjemme bliver de skældt ud, fordi de leger denne farlige leg. "Hvad skal vi så lave?" spørger de. "Vi skal spise," siger fuglemor. Derefter foreslår far, at de skal synge. De finder det højeste træ og synger lidt, indtil Lasse finder en larve, der er så tyk, at de falder ned mod jorden, men letter igen lige inden de rammer. Siden hjælper de mor med at fange myg, som de får til aftensmad sammen med en ormetærte, som far har lavet. Lena og Lasse keder sig, halvdøser og snart sover de heldigvis, for en ugle tuder, og det kunne have gjort Lasse bange. Teksten er kortfattet og meget enkel. Målgruppen er de yngste fra 3 år.