Analyseinstituttet Epinion har netop offentliggjort en analyse, der viser, at 8 ud af 10 danskere synes, at journalister er for optaget af sensationshistorier, så denne debatbog om behovet for en mere konstruktiv journalistik er meget aktuel. Den stiller spørgsmålstegn ved den toneangivende journalistiske selvforståelse ud fra præmissen om, at den såkaldte fjerde statsmagt oftest har et negativt verdenssyn. Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for mediernes indflydelse på samfundsdebatten og vort demokrati.
Bogen, som indeholder en række debatterende indlæg fra erfarne mediefolk, forskere og samfundsdebattører, er redigeret af DR's nyhedschef Ulrik Haagerup, der i en længere periode har ønsket at gøre op med fordummende og overfladisk journalistik. Han giver et billede af tonen i de danske medier, hvor person- og skandalefikserede nyheder er i højsædet. Er det mediehusenes salgsdirektører og ikke chefredaktørerne, der sætter standarderne? Bogen giver også konkrete eksempler på, hvordan journalistik, kan være både konstruktiv og kritisk.
Nye veje for journalistik : når sprog skaber virkeligheder fra 2010 berører emnet.
En veloplagt debatbog fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles forlag om behovet for flere konstruktive nyheder med mange konkrete eksempler på både negativt og konstruktivt vinklede historier. Bogens tese er, at viden og indsigt er vejen til tolerance, som igen er nøglen til demokrati. Burde læses af alle, der har bare den mindste interesse for journalistik.