Det er ikke en bog om kunstanalyse med eksempler på fortolkninger af kunstværker. Det er derimod et forsøg på at opstille en teori om det at iagttage kunst. Teorien skal kunne anvendes på alle kunstarter, ord og billede, lyd og bevægelse. Når der henvises til bestemte kunstværker, sker det for at eksemplificere dele af teorien. Med udgangspunkt i Kants teorier om dømmekraften behandler bogens ni kapitler emner som forholdet mellem form og iagttagelse, kunst som kommunikation mellem fremstiller, værk og iagttager, kunstværket som centrum, uafhængigt af omgivelserne, forskellen mellem kunst og ikke-kunst, kunstsystemets udvikling. Undervejs henviser Ole Thyssen til talrige tænkere gennem tiderne, ikke mindst den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann. Det er en svær bog, ikke så meget sprogligt som på grund af den filosofiske tankegang, som kun en trænet læser kan fastholde. Bogen er tredje bind i en trilogi, der også omfatter en bog om information Nutiden - det overfyldte rum (1993) og en om moral og etik I hinandens øjne (1995).