På sit dødsleje ser den kurdisk/tyrkiske indvandrer Yusuf tilbage på sin families historie i Anatolien, samtidig med at han reflekterer over skæbnens veje og hvad, der har formet hans liv. For læsere af tyrkisk og kurdisk litteratur og kulturhistorie.
Yusuf ligger for døden på Bispebjerg og gør status over sit liv. Tankerne vandrer tilbage til familiens rødder i Anatolien gennem et dramatisk 20. århundrede præget af krig, kultur- og religionssammenstød. I 1915 bor Ali i en fattig egn af Anatolien og må allerede som 13-årig ufrivilligt forlade sin mor for at blive soldat. Mange år senere i 1936 har Ali stiftet familie og mærker et behov for at gense fødeegnen og moren. Men det bliver ikke et glædeligt gensyn, da moren ikke vil acceptere sin nye svigerdatter, Helena, pga. religiøse forskelle. Senere får Ali og Helena sønnen Yusuf, som i 1969 vil prøve lykken i Danmark som gæstearbejder. Orhan Dogru er oversætter af tyrkisk og kurdisk litteratur og forfatter til flere kulturhistoriske udgivelser.
En lavmælt fortælling om flere skæbner, identitet og kultur- og religionsforskelle. Romanen er velskrevet, og man mærker forfatterens kendskab til Tyrkiet og kurdernes historie. Bagsideteksten hinter til en roman om at være nydansker og gæstearbejder, men handlingen koncentrerer sig overvejende omkring Yusufs far, Ali, og udspiller sig i Anatolien.
Nogle af de samme temaer finder man i Orhan Pamuks forfatterskab, se fx Tavshedens hus.