Kan man være en rigtig mor, hvis man samtidig insisterer på at gøre karriere på mere end fuld tid? Det spørgsmål stiller svenske Lena Wennberg (f. 1938) sig i denne bog, som er en velskrevet om end lidt distanceret beretning om hendes liv med små børn og meget arbejde. I 1969 adopterer Wennberg og hendes mand to spæde piger fra Korea. Dvs. han tager ud og hentede dem, og efter hendes få ugers korte barselsorlov er det ham, som passer pigerne. Hun gør flot karriere ved svensk fjernsyn og er stort set aldrig hjemme hun satser mere på kvalitetstid med børnene fremfor kvantitet og på ferier fremfor hverdage. Efter sytten års ægteskab bliver hun skilt, uden at det giver anledning til den store selvransagelse. Tværtimod fortsætter hun sit karriereræs og flytter til Malmø, hvor hun skal være dagbladschef. De halvstore piger bliver installeret alene i Stockholm, og mor pendler så én gang ugentlig. Efter nogle år som feteret stjerne i Malmø bryder Wennberg sammen, og efterhånden går det op for hende, hvor meget hun egentlig har forsømt sine børn. Wennbergs prioriteringer i løbet af livet kan i høj grad diskuteres og hvor naiv kan man være? og hendes bog vil både appellere til læsere af erindringer og læsere med interesse for kvinders vilkår.