Dan Rhodes' roman En sult så dyb henvender sig til de læsere, der kan lide at læse skæve kærlighedsromaner med sære eksistenser og hvor det ikke er personerne som sådan det handler om, men snarere den svære kærlighed. Bogens lilla omslag med diverse selvmordsremedier skal nok lokke læsere til.
Kort fortalt handler bogen om kærlighed, selvmord og kannibalisme. En lidt mærkelig blanding, jovist, men det er den der gør, at bogen i den grad skiller sig ud fra mængden af kærlighedsromaner. Bogens personer er sære, og historien er på trods af sine emner både morsom, spændende og gribende. Dan Rhodes skriver godt og sproget flyder fint. Der er en del sære optrin og nogle gange virker det som om, at historien er på nippet til at krydse over til at blive en fantastisk fortælling. Det gør den dog ikke, men socialrealistisk er romanen bestemt ikke.
Det er svært at finde noget klart sammenligningsgrundlag, for En sult så dyb skiller sig ud via sin stil, emner og den lidt uklare hovedperson, der måske nok er kærligheden, mere end det er en "reel" person. Men jeg kom til at tænke på Lone Scherfigs film Wilbur begår selvmord, mens jeg læste bogen.
Bogen er en lidt skæv kærlighedsroman på grund af sine personer, der er noget specielle for ikke at nævne emnerne som kærlighed (naturligvis), selvmord og kannibalisme. Men bogen er altså humoristisk fortalt, ret god og bør derfor få en del læsere. Det har den fortjent.