Den medievante og populære psykolog Tesman er fortælleren i denne roman, der handler om hans liv, efter at hans højtbegavede psykolog-hustru Susanne har begået selvmord. Han har beundret og elsket hende i 25 år, været den måske for føjelige, flinke og konfliktsky ægtemand, og har til sidst haft mistanke om, at hun havde et forhold til hans bror. Nu står han fortumlet tilbage med kun to mennesker omkring sig. Den ene er hans gamle ven forfatteren Bergmann, der er blevet en selvoptaget rig fedterøv, som måske vil bruge Tesmans krise som stof i en ny bestseller. Den anden er den unge niece Harriet, der bor i hans kælderetage, ligner Susanne som ung og vil indspille hendes efterladte skjulte og melankolske digte. Det er en meget nuanceret og interessant psykologisk roman om ægteskab, tab, sorg og selvbedrag skildret med dybde, smerte og bidsk humor. Romanen er sidste del af en tematisk trilogi om midaldrende akademikere i dyb krise. De to første er Skyggesider og Ludvig Hassels tusindårsskifte, begge fra 2001. Dem fik jeg lyst til at læse, for Bjørnstad er på højde med Jan Kjærstads trilogi, i al fald i Tesman. Også omslaget er fint.