Det bedste ved Marilyn French's nye bog er slutningen og den afklarede erkendelse årelange, alvorlige sygdomme har givet hende. I 1992 fik hun konstateret metastaseret spiserørskræft, og indleder en kemoterapi, som viser sig at være ødelæggende for vitale dele i kroppen. De næste fem år lider hun af alvorlige følgesygdomme, ryger ud og ind af hospitalerne og svækkes betydeligt. MF skriver detaljeret om hele sygdomsforløbet, symptomer, behandlinger, lægernes arrogance og manglende kvalifikationer, sygeplejerskernes omsorg samt egen angst og håb. Derudover beretter hun omstændeligt om alle privatlivets enkeltheder, møder med kendte personer, rejser, udgivelser. Alt skrevet i et hæsblæsende tempo, så det kvalitative indhold drukner i en mængde uvedkommende detaljer om et priviligeret New Yorker-liv. Mange læsere har gennem årene fulgt MF og hendes engagerede belysning af kvinders vilkår og den indædte vrede mod ulighederne, hvilket også er implicit i bogen her. Men MF har lagt alt dette bag sig, og livet er for hende her og nu at søge fred og nydelse i et enkelt liv. I dødens nærvær opnåes en realistisk erkendelse uden religiøse overtoner. For Marilyn French-læsere.