Det første digt i John Bang Jensens anden digtsamling bærer titlen "Tre digte med et hav" og slutter med følgende udsagn om havet: "Det gør ikke meget/væsen af sig." Det samme kan bruges som en karakteristik af samlingens øvrige tekster: afdæmpede, tæt på talesproget, og med sans for ordenes og bevidsthedens fineste forskydninger og bevægelser. Det afdæmpede er dog ikke i dette tilfælde ensbetydende med det anonyme og konturløse, for digtene lukker samtidig op for dybder og afgrunde i deres afsøgninger af det flygtige og forskelsløse, som man kan forsvinde og gå til bunds i. Tingene og den grå almindelighed står tilbage og dækker over et fravær: "Det var et sted inde i tågen/ Noget gråt./ Noget der ikke kunne bevæge sig./ Noget i retning af smerte." I forhold til den minimalistiske stil i debutsamlingen, Det meste er sandt, 1991, er disse nye digte mere sprogligt udfoldede og frie, uden på noget tidspunkt at miste grebet om formen og den sikre kunstneriske styring. JBJ arbejder i et eksistentielt felt, som er uløseligt knyttet til arbejdet i og med sproget, og denne overensstemmelse gør samlingen helstøbt og en sikker indfrielse af de forventninger som debuten for fem år siden gav anledning til.