Carl-Mar Møller har skrevet en del bøger om psykologiske problemstillinger, Selvværdets gåder, (2004), Bliv en gladere kollega, (2001), Seksualitet og følelser, (1998) og Hvad kvinder ikke ved om mænd, (1996), for at nævne nogle stykker. I forordet skriver forfatteren, at denne bog handler om at føle sig drænet for energi, og hvordan man kan få energien tilbage, og der er da også en række anvisninger på, hvordan det lader sig gøre. Men bogen handler også om meget andet, hvad overskrifterne på de enkelte kapitler også viser: "Fra min dagbog", "Samfundet", "Forældre og opdragelse", "Genetik", "Kærlighedsforholdet", "Sex og lidenskab", "Venner og vampyrer", "Samtaler", "Ros", "Sorg, smerte og andre energislugere" og "Terapi og forandring". Han skriver, at bogen er baseret på egne erfaringer, og at det er årsagen til, at den handler så meget om ham selv. Den handler ikke kun om energi, men er en sammenblanding af CMMs forskellige livsfilosofier. Bogen virker lidt rodet. Lidt umotiveret er der et spil "Kærlighedens gåder" bag i bogen.