På en bænk i Tyskland i 1995 fortæller kvinden, Erika, sin historie til forfatteren. Hun fortæller nøgternt og udramatisk i en kort, stram form, gribende i al sin enkelhed. En kort historie der rummer så meget, og berører læseren så dybt. Medvirkende hertil er også Robert Innocentis fantastiske illustrationer. Han har formået at leve sig ind i Erikas historie, og at gengive billeder der harmonerer med tonen i hendes fortælling. De er tegnet med fotografisk nøjagtighed. Jødetransporten med tog og indgangen til dødslejren er tegnet i gråbrune toner. De få ting, der har med Erika at gøre, er i farve, som et symbol på overlevelse: en hvid barnevogn, et lyserødt svøbelsesbarn. Illustrationen fra nutiden og fra Erikas barneår er i farver. Erika, født i 1944, ved intet om sine forældre. Få måneder gammel blev hun, ved en jernbaneoverskæring, smidt ud af et tog med jøder på vej til en udryddelseslejr. En tysk kvinde tog hende til sig. Erika forestiller sig forældrenes skæbne, og fortæller kort om sit senere liv. Denne gribende bog kan læses fra 10 år, men er også for voksne. Den knugende forside har en udstanset stjerne. Når den tages ud, er det en gul jødestjerne. I skolen kan bogen bruges i emnearbejde om holocaust og i billedkunst.