"De svævende Sucker's Shangri-La og To Die In L.a bevæger sig let og luftigt, med et berusende touch af pop. Lige som man troede, der skulle være fest, males der atter med de sorte toner på Ondine, Quo Vadis og I Am Earth. På nær den danssable Non Grata, hvor påvirkningen fra Giorgio Moroder er til at spore, gør bandet en dyd ud af at være utilnærmelige det meste af tiden. På Escape From Evil bliver den klaustrofobiske grundstemning lidt trættende i længden, især når Lower Dens lyder som en gentagelse af sig selv".