I 1997 udgav historikeren Leo Tandrup Mefistos mareridt - en bog om den moderne civilisation og dens mangel på medmenneskelige værdier belyst gennem nogle af kunsthistoriens hovedværker. Bogen vakte megen debat, og i Et hug i brystet kommenterer Leo Tandrup debatten og videreudvikler sine synspunkter. Hans hovedtese er, at kunsten har en forpligtelse til at højne mennesket og være med til at skabe en kultur baseret på fælles værdier. Han raser mod nihilisterne, der dyrker kunstens selvtilstrækkelighed, og som et af eksemplerne citerer han Georg Baselitz, der hævder, at kunstneren kun har et ansvar overfor sit værk. Debatdelen af bogen er temmelig ensidig og virker indimellem noget rablende. Derudover belyser Tandrup sine ideer gennem en række analyser af kunstværker fra Giotto, Donatello og Pontormo til Francis Bacon, Per Kirkeby og hans yndlingskunster Arne Haugen Sørensen. De har som fællestema Jesu' nedtagelse fra korset. Analyserne er originale og nytænkende og uden debatdelens kontroversielle form. Bogens værkgengivelser er i sort-hvid og farver.