Forfatteren postulerer her, at den kristnes største behov i dag er et bedre kendskab til Gud, og at det kan opnås ved et bedre bønsliv. Hans ide er derfor - ansporet af Paulus' bønner - at indrette og gennemtænke sit bønsliv efter hans. Han vælger Paulus, fordi et af de bemærkelsesværdige træk ved hans bønner, som de kommer til udtryk i Det Ny testamente, er den store plads, bønnen for andre mennesker har. Det understreges, at selvrealisering (bede om noget til sig selv) ingen plads har i bønnen, der skal være et bønsliv, hvor vi takker Gud for Guds folk og derefter fortæller Guds folk, hvad vi takker Gud for. Ydermere betoner Carson, at al bøn forudsætter teologi, og ligeledes at bønnen skal være forankret i Bibelens tekster. Han kommer også ind på kendte undskyldninger for ikke at bede. Det sidste kapitel er en egentlig bøn om åndelig reformation. Forfatteren er professor i NT i Illinois, USA og argumenterer godt for sine veldokumenterede synspunkter. Det er medvirkende til at fastholde læseren, især da bogen hverken er specielt inderlig eller personligt orienteret.