Livet er fuldkomment og man vælger at dø, når ens liv på jorden er fuldført, siger Walsch i denne bog, der rummer dialoger mellem ham og Gud om de spørgsmål om døden, som mange går og tumler med. If. Walsch er det ordret gengivelse af en hellig samtale med Gud. Bogen henvender sig til nyreligiøse eller religiøst interesserede læsere, der har læst de første bind i rækken, og det vil være en fordel at have kendskab til disse.
Gennem denne dialog med Gud undersøges den proces, som alle mennesker skal igennem, nemlig overvejelsen om døden. Der spørges: Hvad er livet i virkeligheden og hvad sker der, når det er forbi? Guds kloge svar formidles så gennem dialogen. Walsch får spurgt om det rimelige i, at unge mennesker dør og hvad Guds plan er med det. Det er en art opbyggelseslitteratur. Walsch nyder stor popularitet og har egen hjemmeside, hvorfra han formidler sit budskab.
Bogen knytter sig til Walsch's Guddommelige samtaler, bind 1-3, 2000, Venskab med Gud, 2000 og Samvær med Gud, 2001.
Nogle vil kunne finde trøst og håb i denne fremstilling af livet og døden. Undervejs er det interessant læsning, selvom nogle af de kosmologiske afsnit er på et meget højt bevidsthedsniveau. Walsch sammenligner bogens budskab med en rejse hjem, hvor vi som mennesker ikke kan undgå at komme frem, for andet vil Gud ikke tillade. Og så kan man overlade det til læseren selv, om han tror på, at det er en ordret gengivelse af en samtale med Gud, eller om det er Walsch's egen indre monolog.