Jennifer Garrity, der er amerikaner med skandinaviske aner, debuterer på dansk med en udvandrersaga, der har sit udgangs- og omdrejningspunkt i Danmark - nærmere betegnet på Ærø. Den unge skibstømrerlærling, Hans Berring, taber i 1863 en del af sin fædrene gård i kortspil. Skammen får ham til hovedkulds at flygte fra sit hjem, sin familie og sin kæreste og drage til Amerika. Her følger vi ham på hans lange tur tværs over kontinentet til Californien, hvor han lever et helt liv, indtil han som gammel vender hjem for at finde fred i sjælen. At se Danmark beskrevet af udenlandske forfattere er en spændende, men ofte blandet fornøjelse. Gerrity er dog godt inde i sit stof, og man mærker, at emnet og perioden interesserer hende. Bogen er rig på ydre drama, der dog afvikles langsomt og forudsigeligt. Det er da også beskrivelsen af udvandrerens længsel efter fortid og sammenhæng, der er Gerritys egentlige mål. Her slår hun imidlertid et større brød op end hun kan bage, og for meget løber ud i gold filosoferen, så som helhed bliver handlingen lidt kedelig. Efterspørgslen vil derfor afhænge af, hvor stor opmærksomhed, bogen får i medierne.