I forlængelse af debutsamlingen fra 1991, (Så længe jeg er ung), henter også Naja Marie Aidts nye digte stof og erfaringer i et kvindeligt univers, hvis inventar af børn, venner og familiehele tiden er nærværende. Hvor i dagens danske poesi er der ellers plads til "balloner, lune sutter, kolde tårer og bittesmå/beskidte hænder", og hvor ellers læser man om festerne hvor der nu erbørn "der vågner/midt i den snigende rus" og minder om at ungdommen definitivt er forbi. Som i debutsamlingen tematiseres også her den svære overgang fra ungdom til voksenliv, men i forhold tiltidligere er der flere skygger og mere tung melankoli i digtene. Uroen, sårbarheden og smerten kiler sig ind på de mest hudløse steder og fanger jeget i et kvælertag af roller og forventninger.Først i accepten af og modet til at se disse realiteter i øjnene ligger der et nyt vækstlag/et nyt møde gemt: "Jeg håber altid/at blive rystet/bedre sammen med mig selv/ved hjælp af den smerte/jegfrygter." I NMAs univers erder både violer og engle, men også vilddyr, som ligger på lur i mørket. I de bedste af digtene er denne spænding til stede, men sprogligt savner man i de fleste tilfældesporene af løvens klo. En større dristighed i udtrykket er nødvendig hvis forfatterskabet skal have udviklingsmuligheder i sig.