For bibliotekets poesilæsere. Mønster skriver forholdsvis enkelt, og derfor kan knap så erfarne lyrikinteresserede med fordel prøve denne bog.
Lars Mønster har en række digtsamlinger bag sig, og mange af dem er udsendt på Attika. I Et virkeligt landskab beskrives to vidt forskellige geografiske steder. Første del udspiller sig i et sommerhus på Fanø ved vintertide. De to personer har hele det øde sommerhusområde for sig selv og kan komme helt tæt på dyrelivet og det indtryksfulde vejrlig med frost og sne. De fortællende digte sanser naturindtrykkene og bringer jegfortælleren tættere på livet og dets grænser. Bogens anden del udspiller sig i et varmt og solrigt bjerglandskab ved Posletten. Her beskrives dufte, krydderier og cikader, og landskabet fornemmes helt fysisk med jordskælv og rystelser. I dette afsnit bringes også en række fine haikudigte, fx "Sommeren ældes / i figentræets skygge / Årringen vokser." Bagsiden er desværre helt uden beskrivende tekst, men på de to omslagsflapper gives en meget kort præsentation af forfatteren og et citat fra en anmeldelse af den sidst udgivne bog.
Eksempelvis hos Henrik Nordbrandt kan man også møde denne slentrende, fortællende stil, som Lars Mønster udformer sine digte i.
Lars Mønsters fine natursansninger kan også den mindre erfarne lyriklæser få glæde af.