I forlagets filosofi-serie udkom tidligere Kierkegaard-værkerne Forførerens dagbog (1996) og Gentagelsen (1997) på nudansk og her får vi assessor Wilhelms brev, der oprindelig blev publiceret i bogen Enten-Eller, som Kierkegaard udgav i 1843. Med dette brev er Kierkegaard i bogen gået fra æstetikerens postion, den pjanket-melankolske klov, der optræder i Diapsalmata, over til etikerens synsvinkel, det andet stadium, og i Wilhelms brev gælder det det alvorlige moralske valg, hvorfor denne del af bogen da også er blevet et af eksistentialismens hovedværker. For nylig behandlet kyndigt i Jørgen Husteds anbefalelsesvædige bog Wilhelms brev. Det etiske i følge Kierkegaard, der udkom i foråret. Denne udgave er forsynet med et fyldigt forord af Anders Kingo, der også har udarbejdet noter til bogen. Henning Petersen har stået for den sproglige bearbejdelse.