Fortrinsvis for mennesker, der er engageret i spejderbevægelsen.
Et jubilæumsskrift i anledning af KFUM-spejdernes 100-års jubilæum. Det er en veldisponeret og flot udført bog, der er velskrevet i en form, der bevirker, at det også er et stykke kulturhistorie, der rækker udover den primære målgruppe. Bogen giver et signalement af det Danmark for 100 år siden, der var rammen om at Baden-Powells tanker vandt sit indtog her. Der er afsnit om de mennesker, der har været afgørende for bevægelsen herhjemme, internationalt arbejde, de vigtigste og mest epokegørende lejre, hele den organisatoriske udvikling, forholdet til kirken og forkyndelsen, beskrivelsen af de fysiske centre, velgørende indsatser gennem tiden og meget andet. Bogen er illustreret med tegninger og fotos sat op i et smukt og veltilrettelagt layout.
Organisationen har været flittig til at markere jubilæer med udgivelser, fx i anledning af 75-året, Harthøj: En saga grøn, 1985, og Larsen: 40 år i den grønne bluse, 1950.
Et jubilæumsskrift, der beskriver KFUM-spejdernes historie i Danmark gennem de sidste 100 år.