Her er tale om anden udgave af materialet Fem aldre som består af en bog og tilhørende cd-rom (02/17). I forhold til første udgave er der foretaget mindre rettelser, ændringer og tilføjelser - især omkring Sterns udviklingsmodel. Bogen adskiller sig fra andre ved at have en kronologisk tilgang til barnets udvikling - inddelt i fem aldre fra spædbarn til teenager. I hver alder præsenteres de respektive udviklingspsykologiske teorier, og der sammenlignes og konkluderes. Desuden eksemplificeres der ved hjælp af enkelte cases. Sproget er velskrevet og letlæst, og layoutet er overskueligt med underoverskrifter, skemaer og enkelte s/h-fotos. Målgruppen er studerende ved gymnasiale uddannelser, men forældre og professionelle omkring børn vil også have glæde af bogen. Cd-rommen, som er meget brugervenlig, er mere målrettet mod undervisning. Her præsenteres teorierne nærmere, og faglige ord, skemaer, billeder og begreber linker til uddybende forklaringer eller til en udmærket psykologisk ordbog. Desuden findes der et overskueligt skema hvor udviklingsfaserne er sat op - direkte sammenlignelige. Hele bogen kan udprintes fra fil, og der er mulighed for at vælge to typer opgave til teksten: multiple choice og debatskabende spørgsmål. Alt i alt et godt materiale.